I vil os det godt
For et halvt års tid siden talte jeg med en mulig kunde. Han havde nogle meget specielle krav til sin hjemmeside, som jeg forsøgte at give ham en løsning på. Undervejs i samtalen kom vi til at tale om virksomhedsudvikling, og jeg fortalte ham, at vi i Pointe havde været (og stadig er) i en rivende udvikling siden opstarten omkring årsskiftet 2005/2006.
“Jeg kan godt fortælle dig, hvorfor”, sagde han til mig. “Det er, fordi I vil os det godt. Man fornemmer tydeligt, når man ringer til jer, at I ikke bare er ligeglade, og at man ikke bare er en ny kunde i rækken”.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til det. Hvis han har ret, er det selvfølgelig dejligt, men det er ikke noget, vi normalt tænker på, når vi tager telefonen.
Personligt kunne jeg dog ikke holde ud at have et job, hvor det ikke var hovedmålet, at jeg skulle levere så godt et produkt som muligt, og hvor jeg ikke gik op i at have så tilfredse kunder som muligt. Alene det er jo en tilfredsstillelse i sig selv - hvilket jeg tror, at mine medarbejdere i høj grad er enige i (selv om vi naturligvis også skal leve af de fakturaer, som vi sender ud).
Hvorfor lige nu
Og hvorfor bringer jeg nu det emne op? Et halvt år efter telefonsamtalen. Ja, det skyldes, at der også er kunder, som bestemt ikke tror, at man vil dem det godt. Selv om man prøver og prøver og prøver, ja, så vil det ikke lykkes.
Det skyldes måske, at mennesker er forskellige, men naturligvis har den branche, som vi opererer i, også en stor del af skylden, selv om alle erhvervsdrivende uden undtagelse har haft kunder, som de simpelthen ikke har kunnet med. Men webbranchen er hårdt ramt af forudfattede meninger, der forplumrer dialogen. Det skyldes, at der desværre stadigvæk er mange brådne kar i branchen, selv om finanskrisen (heldigvis) har taget livet af rigtig mange af dem.
“The good guys”
Jeg tror dog alligevel, at langt de fleste webbureauer vil deres kunder det godt. Der er blot nogle, der anser webdesign som en nem levevej (man kan jo lige tage et lille kursus og så ellers starte hjemme i garagen, og måske vokser man så til 2-3 medarbejdere i løbet af et par år og mener, man så kan levere lidt større projekter. Vel at mærke, uden at kompetencerne har fulgt med ). Desværre går det så ud over os andre, der virkelig forsøger at levere et seriøst produkt. Og det er så også derfor hele kommunikationen kan gå galt - fordi kunderne er fyldt med mistro til hele branchen, og det gør det bestemt ikke bedre, at det er komplicerede produkter, vi leverer. Der skal alligevel en del overskud til at sætte sig ind i eksempelvis en avanceret webshop, selv om der altid følger kurser med vores webleverancer. Der kræves også en omfattende dialog, hvis et blot lidt kompliceret webprojekt skal forløbe helt gnidningsløst. Ja, dialogen er vigtig, og det skal alle parter være klar over
I langt de fleste af vores projekter bliver slutproduktet en succes (i modsat fald er der noget, som vi ikke er herre over), og de er en succes på trods af disse udfordringer (det er ikke problemer, men udfordringer). I langt de fleste tilfælde er det en stor, stor tilfredsstillelse at have leveret noget, der har væsentlig betydning for både virksomhed og mennesker.
Og så er det vanvittigt spændende. Hver dag er forskellig, og jeg tænker tit, at jeg har et af de allermest spændende, udfordrende og varierede job, der findes. Og ikke blot mig, men også mine medarbejdere.
Også derfor gør vi, hvad vi kan, og også derfor vil vi jer det godt. Vi elsker vores job, så vi kan ikke rigtig andet

27. oktober 2009 at 11:59
Hej,
Det er altid godt at høre, når kunderne er tilfredse. Jeg er enig med dig i at de fleste virksomheder formodentlig vil deres kunder det bedste, men til gengæld undrer jeg man tit over hvad man byder kunderne - måske blot ubevidst.
God kundeservice og respekt for hinanden er et af de vigtigste parametre og noget der aldrig går af mode. Så hvis ikke det ligger naturligt til en, så tror jeg at man skal overveje at finde en anden til kundekontakten
Synes i øvrigt rigtig godt om jeres design på jeres hjemmeside - meget overskueligt og clean!
Steen