Natarbejde på Magento
Indrømmet… det er sjældent det sker, men en af vores kunder var i fare for at miste en kæmpe ordre, hvis ikke de havde en fungerende webshop i dag. Så to af vores webudviklere måtte på overarbejde til midt i nat for at hjælpe kunden – og det lykkedes.
Det var en Magento webshop, som vi for få dage siden overtog fra nogle andre “udviklere”. Det er med vilje, at jeg skriver udviklere i anførselstegn.
Magento er en af tidens allerstørste open source-successer, og derfor er der mange virksomheder i de typiske outsourcing-lande, Indien, Ukraine og lignende, der har taget Magento til sig. Også mange danske udviklere er med på vognen. Vores oplevelse er bare, at mange af dem ikke kan finde ud af det!
Man skal kunne sin Magento for at lave en optimal løsning, og det er ikke noget, som man kan lære på en måned, eller som man kan, blot fordi man har beskæftiget sig med andre open source programmer. De bedste Magento-udviklere arbejder næsten udelukkende med Magento og har gjort det længe.
Sådan en 2-3 stykker har vi hos Pointe – som kan deres kram. Og når de ikke kan, fordi Magento er så omfangsrigt et program som det er, har de alligevel de bedste forudsætninger for at komme frem til en optimal løsning, fordi de kender Magentos grundlæggende problematikker, og bl.a. ved, hvad man ikke skal gøre.
F.eks. skal man ikke fjerne stumper af koden i de grundlæggende moduler. Der findes andre lige så effektive og mere skånsomme måder at gøre det på, så man ikke risikerer, at helt grundlæggende ting som f.eks. det at lukke et popup-vindue ikke fungerer.
Derudover kan det heller ikke anbefales at omskrive Magentos kernescripts, altså rette direkte i kernefilerne, for derefter at tilføje sine egne scripts. Magento har ufatteligt meget standard-funktionalitet, og man mister hurtigt overblikket og kontrollen, hvis ikke man har helt styr på, hvordan det hænger sammen.
Ovennævnte er blot eksempler på, hvad vi har set, når vi har skullet “redde” en Magento.
Lad os håbe, at i det mindste de danske udviklere erkender, at verdens bedste webshop – Magento – er en stor mundfuld for selv de mest erfarne og tager Magentos spilleregler seriøst. Outsourcing har jeg efter 5 år i denne branche i bund og grund ikke ret megen tillid til. Jeg kender kun et par enkelte outsourcing-virksomheder, som jeg ville overlade min webudvikling til (og de har danskere i både ledelse og projektstyring).
Tags: Open source, outsourcing, webshop, webudvikling
